Den humanitære krise i Middelhavet: Et overblik over situationen
Malta, en lille østat i Middelhavet, er en vigtig indgangsportal til EU og spiller derfor en vigtig rolle i eftersøgnings- og redningsoperationer (SAR) i regionen. På trods af sine begrænsede ressourcer dækker Maltas store SAR-region en betydelig del af Middelhavet, herunder områder, der ligger tættere på italienske havne end på selve Malta.
Hvert år sætter tusindvis af migranter livet på spil, når de krydser Middelhavet i jagten på et bedre liv. Desværre ender mange af dem strandet og i havsnød, hvor de udsættes for ufattelige strabadser og farer.
Derfor har De Forenede Nationers havretskonvention kodificeret en ubetinget forpligtelse for alle nationer til at hjælpe folk i havsnød. Denne forpligtelse til at yde redningstjenester er yderligere defineret i Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) konvention om eftersøgning og redning (SAR), som garanterer, at eftersøgnings- og redningsoperationer vil blive koordineret af SAR-organisationer i hver region, hvor som helst i verden.
Det maltesiske SAR-ansvar: Et spørgsmål om definition
IMO har inddelt verdenshavene i 13 eftersøgnings- og redningsområder. Hvert område har såkaldte udpegede SAR-regioner (SRR) inden for. Malta, der ligger midt i Middelhavet, har en ekstremt stor SAR-region, der dækker over 260.000 kvadratkilometer i forhold til sin faktiske størrelse. Inden for denne SAR-region er Malta forpligtet til at yde hjælp og assistance. Men hvis Malta bliver opmærksom på en nødsituation, der har fundet sted uden for SAR-regionen, er Malta forpligtet til at gribe ind med det samme og underrette det Rescue Coordination Center (RCC), der er ansvarligt i det pågældende område.
SAR-konventionen kræver, at nationer samarbejder og sikrer, at skibsførere, der opfylder deres pligt til at redde personer i nød, er fritaget for forpligtelser med minimal afvigelse fra deres planlagte rute. Der er en løbende diskussion om RCC'ernes forpligtelse til at sørge for et "sikkert sted", hvor folk kan gå i land og modtage hjælp.
Men hvorfor er netop denne formulering så vigtig? Det bliver klart om et øjeblik.
Lad os få styr på nogle definitioner!
Hvis vi vil definere det kontroversielle begreb "Place of Safety", må vi være ærlige og sige, at der ikke findes et.
Ikke desto mindre er begrebet "sikkert sted" et kritisk spørgsmål i eftersøgnings- og redningsoperationer (SAR) til søs, især i tilfælde, der involverer migranter og flygtninge. IMO's SAR-konvention, som regulerer sådanne operationer, giver ikke en klar definition af dette begreb. Den specificerer heller ikke, hvilken stat der er ansvarlig for at yde assistance i en given situation.
Som en hjælp blev "Guidelines on the Treatment of Persons Rescued at Sea" vedtaget af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) for at give hjælp til fortolkningen af forpligtelserne til at yde assistance til søs.
Ifølge disse retningslinjer er et sikkert sted defineret som "et sted, hvor redningsoperationer anses for at være afsluttet. Det er også et sted, hvor de overlevendes sikkerhed ikke længere er truet, og hvor deres basale menneskelige behov (såsom mad, husly og medicinske behov) kan opfyldes."
Nogle mener, at kyststatens forpligtelse til at tillade landsætning i deres land er implicit i SAR-konventionen. Det betyder, at et sikkert sted ikke kan anses for at være "sikkert" for flygtninge, blot fordi nøden på havet er blevet forhindret. I stedet betragtes et sted kun som sikkert, når non-refoulement er garanteret, hvilket betyder, at de reddede ikke vil blive sendt tilbage til et sted, hvor deres liv eller frihed er truet.
For at gøre denne meget komplicerede sætning mere bogstavelig, så lad os se på en enkel teoretisk eksempel. Forestil dig, at du har reddet nødstedte personer fra et synkende skib midt ude i Stillehavet. På vej til din destinationshavn er der flere øde øer, hvor du vil sætte de reddede personer i land, og så vil dit skib fortsætte sin lystige færd. Teoretisk set er personerne nu ikke længere i nød, fordi de ikke længere er i fare for at drukne. Men ville du anse denne øde ø for at være et "sikkert sted"? At efterlade dem uden vand, mad, lægehjælp eller transport, så de frit kan forlade den ø, du satte dem i land på. Ville du efterlade dem der alligevel? Sandsynligvis ikke.
Dette eksempel kunne oversættes til situationen i Libyen, selvom det må konstateres, at situationen er langt mere kompleks end en øde ø. På trods af vedtagelsen af IMO-retningslinjerne er det ikke lykkedes at indarbejde principperne for landsætning i SAR-konventionen, hvilket har ført til forvirring og uenighed mellem kyststaterne om deres forpligtelser til at sørge for et sikkert sted og tillade landsætning.
Det diplomatiske sammenstød mellem Malta og Italien: striden om landgang
Et emne, der er blevet gentaget igen og igen i medierne, er det igangværende diplomatiske sammenstød mellem Malta og Italien om redningsaktioner og landsætning af migranter, der er blevet reddet på havet. Mens Malta er forpligtet til at sikre, at personer, der reddes inden for SAR-regionen, kommer i land i den nærmeste sikre havn. Italiens forståelse af landsætning i SAR-regimet er, at det skal ske i den stat, der er ansvarlig for SAR-regionen.
Det har ført til konstante stridigheder om, hvilken stat der er ansvarlig for redningsaktioner og landsætning, især i tilfælde, hvor personer reddes inden for Maltas SAR-region, men er tættere på Italien.
Desuden gik Malta ikke med til 2004-retningslinjerne for eftersøgning og redning til søs, som skulle skabe en ramme for koordinerede SAR-operationer og fremme hurtig landsætning af reddede personer. De ville have gjort Malta ansvarlig for næsten alle SAR-operationer i regionen. Derudover accepterede Malta heller ikke retningslinjerne for behandling af personer, der er reddet til søs, på trods af at de er beregnet til at give vejledning i, hvordan man håndterer reddede personer, herunder hvor man sætter dem i land.
For at sætte det i perspektiv. En nødsituation opstår i Maltas eftersøgnings- og redningsregion (SRR), men hændelsesstedet er tættere på Lampedusa. Det ville være Maltas opfattelse, at fordi nødsituationen er i deres SRR, er det deres forpligtelse at sikre, at de bliver reddet, men de reddede personer skal derefter sættes i land i den nærmeste sikre havn - hvilket betyder Lampedusa. Til sammenligning er det Italiens opfattelse, at eftersom nødsituationen er opstået i Maltas eftersøgnings- og redningsregion, bør de både koordinere og sørge for landgangshavnen - på Malta.
Malta ved en korsvej: På udkig efter løsninger på landingsudfordringer
For at imødegå disse udfordringer har Malta underskrevet et Memorandum of Understanding (MoU) med Libyen om at koordinere og støtte hinanden i SAR-operationer inden for deres respektive regioner. Dette inkluderer fælles træning, udveksling af besøg og periodiske møder for at sikre fortsat samarbejde. Men den væbnede konflikt i Libyen har sat MoU'en på standby og rejst spørgsmål om, hvorvidt Libyen kan betragtes som et "sikkert sted" med henblik på landsætning efter opfangning til søs. FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har vurderet, at Libyen ikke er sikkert til sådanne formål med henvisning til landets ustabilitet og krænkelser af menneskerettighederne. Det har ført til flere diplomatiske konflikter i løbet af de sidste par år, hvor skibe med reddede migranter er blevet nægtet adgang til havne og er strandet på havet.
Den manglende enighed om, hvad der udgør et "sikkert sted", og det primære ansvar for den stat, der er ansvarlig for SAR-regionen, har gjort situationen mere afhængig af politisk velvilje. Mens SAR-konventionen kun kræver, at stater koordinerer SAR-tjenester i deres egne ansvarsområder, kan manglende samarbejde kritiseres, men det er svært at retsforfølge uden specifik national lovgivning. Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) har givet vejledning om SAR-operationer, men spørgsmålet om at finde en hurtig løsning på tilstrømningen af migranter på den centrale Middelhavsrute er stadig uløst.
Maltas unikke beliggenhed og strategiske partnerskaber med nabolandene viser landets engagement i at sikre et trygt og sikkert Middelhav for alle. Men spørgsmålet om, hvor reddede personer kan gå i land under de nuværende juridiske rammer, er stadig en stor udfordring for SAR-operationer i regionen.
I stilstand: Sølovens rolle i håndteringen af krisen er udtømt
Maltas ratificering af 2004-ændringerne til SAR-konventionen ville være et stort fremskridt, da de fleste kyststater i Middelhavsområdet ville tale det samme "sprog". Implementeringen af ændringerne vil sikre, at skibsførerens forpligtelse til at yde assistance suppleres med en tilsvarende forpligtelse til at samarbejde i redningssituationer, hvorved skibsføreren fritages for ansvaret for at tage sig af overlevende, og personer, der reddes på havet under sådanne omstændigheder, straks kan bringes til et sikkert sted - hvor det så end måtte være. Desuden vil opfølgningen af retningslinjerne og principperne afklare implikationerne af begrebet "et sikkert sted".
Formålet med enhver redningsaktion er at redde liv, og overlevende bør ikke bringes til et sted, hvor de kan blive udsat for yderligere risici eller forfølgelse. At vælge et sikkert sted bør ikke være op til en kaptajn og hans besætning, men snarere en stats ansvar. Overordnet set er spørgsmålet om at finde et sikkert sted for reddede personer på havet komplekst og kræver samarbejde og koordinering mellem flere stater. Hvis flere kyststater i Middelhavsområdet ratificerer 2004-ændringerne til SAR-konventionen, vil det være et skridt i den rigtige retning, men der er stadig meget arbejde, der skal gøres for at sikre sikkerheden og beskyttelsen af dem, der reddes på havet.
Jeg håber, at dette gav dig en god overordnet forståelse af, hvor kompleks situationen i Middelhavet faktisk er.
DA 
EN 
DE 
NL 
SV 
NB 
FR 
PL 
IT 
ES 
LV